Nyhedsbrev Nr. 1 - 2026
Godt nytår
Tak for jeres opbakning i 2025. Det er dejligt med jeres fremmøde og engagement i vores arrangementer og vigtigt, at I støtter arbejdet med at sprede viden og beskytte vores bevaringsværdige bygninger og værdifulde kulturmiljøer.
Nu står 2026 for døren og efter en lille vinterpause er BLIN også snart på banen igen.
Det første arrangement er generalforsamlingen, som afholdes den 10. marts 2026 kl. 19 – 22 i Baunhøj Mølle. Efter selve generalforsamlingen efter vedtægterne vil arkitekt Marie Fenger holde oplæg om renoveringen af aftægtsboligen til Mejlgård Slot, som hun og hendes mand har gjort til en spændende bolig med sans for historien og stort genbrug af materialer. Det var baggrunden for, at huset blev præmieret af BLIN i 2025.
Efter generalforsamlingen vil bestyrelsen afholde et længere planlægningsmøde, hvor årets arbejde tilrettelægges. Sædvanligvis arbejder vi i med initiativer på tre niveauer: de medlemsrettede aktiviteter /ture, de offentlige arrangementer og endelig indsatsen rettet mod det politiske niveau.
På sidstnævnte område vil vi uden tvivl komme til at arbejde med Regeringens nye nationale arkitekturpolitik: de otte dogmer for fremtidens arkitektur, som Kulturministeren lancerede sidst på året.
Det andet dogme handler om vedligehold, renover og transformer og det sjette dogme siger: dyrk lokale værdier og kulturarv. Temaer, som i høj grad er i fokus i vores arbejde og som vil være et oplagt emne for en kommende dialog med det nyvalgte Natur- Miljø- og Teknikudvalg i Norddjurs Kommune.
Som I kan se, har vi fået en fremtrædende plads i sidste nummer af By og Land, hvor sommerens smedeprojekt med udgangspunkt i Den gamle Smedje i Smedestræde blev beskrevet. Det var et projekt, hvor vi fik støtte af Samlingskraft – et projekt finansieret af Realdania. Det blev afviklet i fint samarbejde med Medie- og fotoklubben i Grenaa og HSM-industri.
Hvis I er interesseret i at få flere nyheder for vores landsforening, er der mulighed for at abonnere på By og Lands nyhedsbrev. Her skal I selv tilmelde jer direkte ved at gå ind på www.byogland.dk og udfylde tilmeldingen på rubrikken Nyhedsbrev.
Endelig vil jeg benytte lejligheden til at minde om, at vi meget gerne vil informeres om jeres evt. skift af mailadresse og postadresse, så vi sikrer, at kommunikationen med jer ikke går tabt.
Vi glæder os til at se jer ved arrangementerne i det nye år
Bedste hilsner
For bestyrelsen i BLIN
Birgit Skov Jensen
formand