BLIN og folkeuniversitetet holder foredragsaften

“Værdifulde kulturmiljøer i Norddjurs”

Torsdag D.8 Februar Kl. 19.00-21.00 i pavillionen.
Gratis adgang for BLIN Medlemmer

Foredragsholder:
Simon Ostenfeld Petersen
Lektor ved Århus Arkitektskole
Projektleder Cand.Mag

Værdifulde kulturmiljøer i Norddjurs

Vi er i starten af en ny kommunal valgperiode, og den nye kommunalbestyrelse er i gang med at sætte dagsordenen for de næste 4 år. Meget sker naturligvis på baggrund af planlægning og prioriteringer fra forudgående kommunalbestyrelser, men fra flere sider høres også om behovet for at blive bedre til at koncentrere kræfterne om vores områdes særlige styrkeområder og få et godt samspil med lokalbefolkningen om løsning af opgaverne. Vi er et yderområde med mange potentialer indenfor turisme, bosætning, erhverv og kulturformidling, og det handler om at finde og udnytte dem.

Derfor har Norddjurs Kommune også i 2016 – 2017 indgået i et samarbejde med Arkitektskolen i Aarhus om en kortlægning af værdifulde kulturmiljøer på Norddjursland. Projektet er støttet af Realdania. Det har resulteret i en spændende kortlægning med lektor Simon Ostenfeld Pedersen i spidsen og rapporten Screening af kulturmiljøer Norddjurs Kommune, som udkom i 2017.

Det vil der blive mulighed for at høre Simon Ostenfeld Pedersen fortælle mere om på et møde den 8. februar 2018 i Kulturhus Pavillonen i Grenaa. Mødet er arrangeret i samarbejde mellem Norddjurs Folkeuniversitet og BLIN – foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Norddjurs. Mødet er åbent for alle. Det starter kl. 19.

Hvad er det så for værdifulde kulturmiljøer, vi har i Norddjurs? Bor jeg måske selv i et uden at vide det? Og kan jeg måske selv være med til at gøre det mere attraktivt for tilflyttere, turister eller nye virksomheder?

Projektgruppen har i samarbejde med kommunens medarbejdere og med Museum Østjylland som konsulent udpeget 63 kulturmiljøer, som kunne komme på tale. De 63 kulturmiljøer blev efterfølgende af projektgruppen vurderet ud fra 3 værdiparametre, som var:

– Kulturhistoriske værdi, dvs. hvordan vurderes kulturmiljøets historiske betydning og kulturhistoriske fortælleværdi?

– Arkitektoniske værdi, dvs. hvordan vurderes kulturmiljøets rumlige, formmæssige og arkitektoniske kvaliteter?

– Integritetsværdi: dvs. hvordan vurderes kulturmiljøets helhed og sammenhæng?

Efter den gennemførte screening var der 42 områder/bygninger tilbage, som kunne betegnes som værdifulde kulturmiljøer. Det er f.eks. Voer-Mellerup Færgesteder, Allingåbro stationsområde, Hoed Kalkværk, Sostrup slot, Anholt Fyr, som har fået en særlig grundig beskrivelse. Hertil kommer en række andre lokaliteter og bygninger som f.eks. sommerhuse på Grenaa Strand, Grenaa Bymidte og mange herregårde, byområder og landsbyer i vores område.

Hvordan kan vi synliggøre udviklingspotentialerne i disse historiske og autentiske rammer, så det kan give vækst og gode levevilkår til nuværende og kommende generationer? Det handler mødet også om, så kom og vær med.

Yderligere oplysninger kan fås hos

Formand for BLIN: Lars Kalmar Kastanje, telefon 2423 5335 eller

Museumsinspektør Lea Glerup Møller, Østjyllands Museum, telefon 2113 0931

 

Der vedhæftes 2 fotos fra rapporten fra henholdsvis Hoed Kalkværk og Anholt Fyr.

Continue reading