Den Gamle Smedie

Den gamle smedie i Grenaa

Blin har i 2012 påtaget sig den opgave, fremover at drive,vedligeholde samt promovere den gamle smedie som er en selvejet,totalfredet ejendom.

Lars Kastanje
Formand

Den Gamle Smedie.

Den gamle Smedie, Smedestræde 2, blev opført i 1849 for smedemester Jens Hovgaard. I 1865 købte ogindrettede han smedje i ejendommen på Storegade 41. På denne adresse videreførte sønnen, Jørgen Hovgaard, der ligeledes var smed, virksomheden efter faderens død i 1866. Smedestræde 2 blev i 1867 solgt til smedemester P.H. Thomsen, der lige som sin forgænger var vogn- og beslagsmed. Thomsen drev smedjen indtil 1886, hvor en Jens Jensen åbnede værksted på adressen. I 1882 havde P.H. Thomsen købt Storegade 61. Han er formodentlig flyttet til den ejendom og har lejet Smedestræde 2 ud til Jensen.

Først i 1910 bliver ejendommen atter handlet- denne gang købtes den af smedemester S.Jensen. Hans søn Jens Jensen blev uddannet eksamineret beslagsmed og overtog i 1925 smedjen efter sin far. I april 1936 blev han medlem af bestyrelsen for smedemesterforeningen, og de næste mange år lagde han mange kræfter i foreningsarbejdet.Han blev næstformand i 1945 og formand fra april 1954. I 13 år var han hovedkasserer for Jyllandsafdelingen, og endelig var han i 18 år formand for Randers og omegns smedemesterforening.Jens M. Jensen døde i 1980, hvorefter ejendommen blev overtaget af den selvejende institution ”Den Gamle Smedie”. Den fungerede indtil 2011, hvorefter foreningen BLIN nu har det overordnede opsyn.

Smedeprocessen:
På essen foregår al opvarmning af jernet. I esse-pladsen findes en fordybning, hvori kullene brænder. Hertil føres der luft fra blæsebælgen- der giver en svejsetemperatur på mellem 800-1250 grader C. Ved essen har smeden et trug med vand og en kasse med sand. Med vandet kan han påvirke kullenes temperatur, og med sandet kan han løsne glødeskaller. Det erfarne øje kan ved jernets farve afgøre, om det har den rette temperatur til bearbejdning.

Definition:
Smedehåndværkets råmateriale er jern. Håndværkets grundlæggende teknik er bearbejdningen af jernet ved hjælp af opvarmning og mekanisk påvirkning.

Alder:
Siden omkring 500 f.v.t. er der blevet smedet i Danmark. Frem til 20. århundrede har smedehåndværket haft afgørende økonomisk og kulturel betydning for samfundet. Smeden var en nødvendig og anset person, der fremstillede redskaber til såvel krig som fred. I jernalderens Danmark var råstoffet i visse egne tilgængelig som myremalm, dvs. jernmineraler udskilt i fugtige lavninger. I vikingetid og middelalder øgedes behovet for jern til plovskær, rydningsøkser og beslag, og det startede en import af bjergmalm fra Tyskland og Sverige.

Værktøj:
Smedens basisværktøj, ambolt, hammer, tang og fil fik allerede i jernalderen sit nuværende udseende. Indtil det 20 århundredes begyndelsefremstillede smeden selv sit værktøj. Det dominerende element i smedjen er essen. Dertil kommer en (håndrevet) blæsebælg, remtræk til boremaskine og slibesten osv.

 

Continue reading